Stjerner dannes fra sammenbrud af tætte skyer af gas og støv, hvilket gør det meget svært for astronomer at se processen udvikle sig. For nylig har ALMA-teleskopet afsløret en skattekiste af embryonale stjerner i Taurus Molecular Cloud, der oplyser, hvordan babystjerner bliver født.
Atacama Millimeter/submillimeter Array (ALMA) i Atacama-ørkenen er verdens førende radioteleskop, der er i stand til at detektere nogle af de mest udsøgte og detaljerede processer og formationer i universet. Og nu er der taget nogle billeder af babystjerner.
De endnu ikke-stjerner er i et stort kompleks kendt som Taurus Molecular Cloud kun 430 lysår væk fra Jorden. Skyen er en massiv kosmisk børnehave, der i øjeblikket dukker et parti af hundredvis af nye stjerner ud.
Hver stjerne dannes fra sammenbruddet af en lomme af gas og støv, klemt af fra det meget større skykompleks. I begyndelsen af denne proces er hver lomme relativt let at observere, da de er så store . Men efterhånden som stjernedannelsen fortsætter, bliver lommerne mindre og glattere, hvilket gør observationer sværere.
Endnu en molekylær sky i Perseus, et sted med intens stjernedannelse.
Det er grunden til, at et hold af astronomer kun brugte en central kernesektion af ALMA-arrayet i en nylig undersøgelse af Taurus Molecular Cloud. Det fulde array er meget bedre til at fange fine detaljer, men lommerne omkring babystjerner er relativt funktionsløse, så der er ikke mange fine detaljer at fange. Derudover gør den brede adskillelse af tallerkenerne i ALMA-arrayet det bedst egnet til at zoome langt ind, hvorimod med kun kerneelementerne kunne holdet fange et meget bredere billede.
Alt i alt erobrede holdet over 40 lommer af stjernedannelse, inklusive 32 på et stadium for tidligt til at have en protostjerne. Kun 12 af disse 32 udsendte også radiobølger, hvilket indikerer, at de begyndte at danne en intern struktur (et nøgletrin på vejen til stjernestatus).
Ud over de 32 stjerneløse kerner fandt holdet 9 lommer med protostjerner, der allerede var indlejret i dem, inklusive tegn på det, der kaldes en 'første hydrostatisk kerne'. Dette sker, når varmen, der frigives fra skyens sammenbrud, er nok til at stabilisere den fra at knase yderligere ned. Til sidst vil tyngdekraften vinde og gøre den til en rigtig stjerne, men denne kortvarige fase er virkelig et heldigt fund.